Biblioteket

Felsted Bibliotek

Biblioteket er åben hver dag fra kl. 7.00 til 22.00

 

I marts 2014 flyttede Felsted Bibliotek ind i Damms Gård i nyindrettede lokaler. Det er nu et ”åbent bibliotek” under Åbenrå bibliotekerne. Det betyder, at der er åbent hver dag fra kl. 07 til kl. 22. Man skal bruge sit sundhedskort / sygesikringskort for at komme ind i huset, og så er der fri adgang til biblioteket. Sundhedskortet giver ikke adgang for børn under 10 år. Børn over 10 år kan få et lånerkort, som kan bruges i stedet for sundhedskortet til at komme ind med. Man betjener sig selv på biblioteket– men på nogle tidspunkter er der betjening (se nedenfor) Der findes bøger, tidskrifter, musik, film, lydbøger og E-bøger til udlån. Når man har fundet det man vil låne, går man til den elektroniske indtjekning af materialerne (til højre inderst i lokalet), og på skærmen er der vejledning til det. Man skal indtaste sit personnummer og sin bibliotekskode for at kunne låne. Når man senere afleverer materialerne, skal de tjekkes ud samme sted. Lånetiden er normalt en måned – for særligt efterspurgte materialer mindre. Seneste nummer af tidskrifter kan ikke lånes. Man registrerer sig som låner hos en bibliotekar. Der aftaler man at få sendt en SMS, mail eller et brev med påmindelse kort før materialet skal afleveres. Bibliotekslokalet er mindre end i det gamle bibliotek på rådhuset, og der står ikke så mange bøger til udlån. Mange af de bøger der står, er placeret på en ”tallerkenrække” med omslaget fremad, så det er nemt at overskue dem og lade sig inspirere til at låne. Der findes mange børnebøger og ungdomsbøger og -film, og der er bøger med magnaprint. Man kan let låne mange flere bøger m.m. end dem der lige nu står på biblioteket. Flere og flere lånere orienterer sig på hjemmesiderne www.aabenraabib.dk eller den landsdækkende www.bibliotek.dk. Her kan man let finde frem til bøger, man gerne vil låne, og man kan derefter bestille de ønskede bøger (eller andre materialer). Efter ret kort tid får man en besked fra biblioteket, at materialet er kommet til afhentning, og hvilket reserveringsnummer det kan findes under. Den første hverdag derefter kan låneren afhente bogen fra hylderne bagest i biblioteket en gang mellem kl. 07 og 22. Låneren sørger selv for at lægge materialet på pladen, så det bliver tjekket som udlån. På biblioteket findes også den daglige avis – samt en sofa til at sidde i og læse. Der er en børne- IPad, og i baggangen en kopimaskine, som man betaler lidt for at bruge. Der er gratis WIFI. Ved vinduerne er der to borger-PCer, som man frit kan bruge. Hver mandag kl. 13 og 18 er der en bibliotekar, som tjekker op og hjælper lånere, som ønsker det. Der kan man også blive registreret som låner. Det kan man også ved at ringe til biblioteket i Åbenrå, tlf. 7376 8080. Biblioteksgruppen i Felsted er frivillige bibliotekshjælpere. De kommer ugen igennem på biblioteket og sørger for at biblioteket fungerer, f.eks. ved at sætte afleverede bøger på den rette plads og måske hjælpe lånere til rette. Desuden spreder de viden om biblioteket i byen og støtter bibliotekets arrangementer. Du er velkommen i gruppen. Meld dig til bibliotekaren eller til Troels, tlf 7468 5343. På helligdage og i juli måned er der ingen betjening på Felsted bibliotek, men der er som normalt åbent for selvbetjening og de frivillige kommer der. Nytårsaften er huset lukket.

Copyright © Felsted-by